fbpx

Kontrol er godt, men tillid er bedre

Kontrol er godt, men tillid er bedre
13. november 2019 kontakt@elvirahsvane.dk

Hvis du nu skulle sætte et tal på, hvor tillidsfuld du er – lad os sige i procent – hvad er så din tillidsprocent?

Det lyder måske lidt små-tosset i dine ører, men leg nu med.

Lad os bare sige tillid til livet sådan helt generelt. Tillid til, at livet vil dig det godt. Tillid til, at det ikke byder dig større udfordringer end du kan magte. Tillid til, at resten af dit liv bliver godt.

Luk nu øjnene og spørg sig selv om 3 ting:

  1. Hvor mange procent tillid til livet har jeg?
  2. Hvor mange procent tillid til mænd/kvinder har jeg?
  3. Og hvad med tilliden til, at også jeg kommer til at opleve gengældt kærlighed fra en partner i et længerevarende parforhold?

Læg mærke til dine kropslige reaktioner samt følelser, når du stiller dig selv spørgsmålene. Notér dem gerne ned.

 

Tillid og tilknytning

Vores egen filosof Løgstrup mente, at tillid er medfødt, mistillid er tillært. Jeg giver ham fuldstændig ret.

Så hvis du ikke scorer højt, hvad er det så for livsomstændigheder og relationer, der har aflært dig din tillid?

Mistillid bygger nemlig på erfaringer. Så sandsynligvis er der nogle oplevelser i din bagage, der er årsag til det, hvis du ikke har en høj tillidsprocent. Det kan være med eks-kærester, hvor du har oplevet svigt, men sandsynligvis har du så også haft endnu tidligere oplevelser inden for de første 7 år af dit liv, og det har fået betydning for, hvilket utrygt tilknytningsmønster du udviklede. Og så er mistilliden sværere at kurere, for den har så fortrængt store dele af din medfødte tillid. Traumer, uanset om det er choktraumer eller relations-traumer, skaber et brud på tilliden i os helt generelt. Og den er vigtig at hele, tilliden. For ellers vil vi blive ved med at genskabe situationer, og ikke mindst relationer, der styrker vores mistillid. Og jo tungere vores rygsæk er med erfaringer, der tynger os, jo lettere vil vi have ved at tiltrække flere af samme skuffe og så er vi havnet i opgivelses-spiralen. ”Det bliver sikkert aldrig bedre”… ”Nu har jeg prøvet det så mange gange, at…” ”Hvorfor skulle det gå anderledes næste gang”…

Vi kan ikke ændre vores fortid, men vi har faktisk nøglen til at ændre fremtiden. Nogle gange skal vi bare have lidt hjælp til at bryde vores fastlåste tankemønstre.

Tit tænker jeg på os mennesker som træer.

Jo større rodnet et træ har, jo bedre vil det komme gennem storme. Man kunne også sige, at jo tryggere tilknytning vi er udstyret med, jo bedre er vores fundament for at beholde/videreudvikle vores evne til at have tillid. Jo større rodnet vi har, jo lettere er det også at have tillid til, at vi nok skal klare os igennem, når livet raser om ørerne på os.

Vores trygge tilknytning er vi alle født med, men hvis vores frø bliver sat på et stenet sted i en klit med strid vestenvind, er det svært at udvikle både tillid og et godt rodnet.

Og nu kommer jeg muligvis til at provokere lidt:

Selv sådan et træ kan i princippet vælge at have tillid. Selvom det er på trods. Tilliden er så ikke baseret på, at livet er en dans på roser. For det ER det vitterligt ikke for dette træ. Men det kan vælge at have tillid til, at det nok skal klare endnu en storm til. Det har klaret så mange. Og mon ikke denne indstilling gør træet en smule stærkere under selve stormen?

Generelt er jeg et meget tillidsfuldt menneske. Og tilliden er vokset i takt med, at jeg blev voksen og fandt mine ben at stå på. Fandt mit livsformål. Bliver elsket af min mand og datter ubetinget. Men selvom jeg bilder mig ind, at jeg overordnet lever i tillid, så afslører mine handlinger ind imellem noget andet. Det fortæller jeg mere om lige om lidt.

Jeg har en stærk idé om, at skulle jeg komme ud for noget meget voldsomt i mit liv, fx miste min mand eller datter, så ville jeg komme på benene igen. Måske nok med en svækket livsenergi i flere år efter. Men der ville være noget i mig, der insisterer på at forsøge at forsone mig med min skæbne. Acceptere den. Ikke blive et offer for den. Det er i hvert fald min intention. Men jeg vil også være ydmyg over for, at det ikke er sikkert, at jeg vil være i stand til det alle dage.

 

Kontrol vs tillid

Som jeg skrev i mit tidligere blogindlæg om opgivelse, så findes der 2 kræfter – eller modpoler – i verden.

Den ene er frygt, den anden er kærlighed.

Vi kan faktisk ikke være begge steder på én gang. Det er umuligt. Når vi er i kærlighed, kan vi ikke samtidig være i frygt. Og omvendt.

Tillid er et synonym for kærlighed. Når vi er tillidsfulde, er vi i kærlighed. Så er vores hjerte åbent, og vi mærker taknemlighed og kærlighed.

Når vi har behov for at kontrollere noget, når vi modstræbende giver ansvaret fra os, så er vi i frygt. Uanset hvor meget vi prøver at bortforklare det. Så når jeg spørger min datter om hun har vasket hænder efter hun er kommet hjem fra skole og hun svarer ja, hvorefter jeg alligevel går ud og tjekker om vasken er våd – så er jeg ikke i tillid, selvom jeg måske kunne forsvare det med at jeg alligevel skulle derud, eller det er vigtigt at tjekke for vi kunne jo blive syge, hvis …

Så det tjekker jeg ikke (længere). For jeg VIL være tillidsfuld. Hellere have haft tillid og blive skuffet end få ret i min mistillid.

Det var et eksempel på mistillid, som kom til udtryk i et behov for at kontrollere.

Et andet slags eksempel, som er mere universelt, tog jeg mig i forleden.

Jeg er lige nu i gang med fertilitetsbehandling. Og fordi vi har et barn i forvejen, koster det på den dyre side af 30.000 kr. Noget af en økonomisk kamel for mig at sluge! Så selvom vi er gået i gang med behandlingen, så havde jeg nølet (for nu at bruge et yderst passende, godt dansk ord) med at få betalt den regning. For hvad nu, hvis det ikke gik efter planen. Hvad nu hvis hormonerne ikke virkede ordentlig på mig, så jeg skulle starte forfra… hvad nu hvis et eller andet kom i vejen…

Og så slog det mig, at jeg jo ikke har tillid! Tillid til at det selvfølgelig går efter planen denne måned, selvom det ikke var tilfældet i sidste måned. Tillid til at jeg får præcis den behandling jeg skal have. Tillid til, at når jeg lægger pengene, er det fordi jeg viser universet hvor meget jeg VIL det her. Og at jeg har tillid til at jeg opnår det ønskede resultat.

Måske kan du genkende noget fra min historie?

Jeg har brug for hjælp til at give Selma en lillebror/søster, selvom vi burde kunne klare det selv. (Selma kom på naturlig vis efter en fertilitetsbehandling for 6 år siden, der ikke lykkedes).

Måske er der noget, du har brug for hjælp til – men som noget i dig stadig påstår, du godt selv kan klare. Måske er det dit kærlighedsliv?

Jeg tror, at nogle gange så er vi nødt til at betale for at få den hjælp vi har brug for. Som min søde fertilitets-læge sagde til mig, da hun spurgte om jeg havde fået betalt regningen: Se det som en udveksling af energi. Du giver noget – og får noget. Hun har så meget ret.

Og selvfølgelig er et barn langt mere værd end 30.000 kr.

Men apropos erfaringer, så har jeg ikke de bedste af slagsen med at komme let til penge. Tværtimod har jeg erfaringer, der har næret min mistillid omkring penge. Men jeg arbejder på sagen. Og nu har jeg vist Universet, at jeg stoler på det. Regningen er betalt. Og jeg skal have taget æg ud på fredag.

Havde lige lyst at dele det med dig. Jo flere jeg fortæller det til, jo mere tillid til processen udviser jeg. Og dét er lige nu min vigtigste opgave: at værne om mine tanker og følelser og sørge for at være i tillid. Så modarbejder jeg ikke processen. Og så ER det altså også sjovere at glæde sig end at bekymre sig.

Ps: Hvis det så skulle vise sig ikke at gå som forventet, så bliver min tillid udfordret. Men jeg kan altid vælge at være tillidsfuld – også selvom det måske viser sig, at det kun er meningen, at jeg skal være forælder til ét barn.

PPs: Du må gerne tage forskud på min glæde og på mine vegne glæde dig over, at jeg skal være forælder til sommer. 🙂