Forleden var jeg ét med min kompostbunke.
Jeg var i færd med noget så usexet som at muge ud i hønsehuset. Den gamle strøelse kørte jeg på kompostbunken, der ved samme lejlighed derfor skulle graves igennem og sorteres. Det allerede komposterede skulle i én bunke, så det er klar, når køkkenhaven om et par måneder skal huse kartofler, grønsager og blomster. Det halv-omsatte i en anden bunke – og så en tom plads til de nye læs fra hønsehuset.
Der var noget sært tilfredsstillende ved dette beskidte arbejde. Ikke blot dét at få pulsen op og frisk luft i lungerne efter en lang vinter indendørs. Men at se med egne øjne, hvordan rådne æbler, visne blade og møgbefængt strøelse fra vores hønsefruer gennemgår en slags metamorfose og bliver til den fineste muldjord fuld af næring. Det står jeg gerne ved (også som sexolog) faktisk er en overset kilde til tilfredsstillelse.
I gummistøvler traskede jeg frem og tilbage mellem hønsehuset og kompostbunken med trillebøren – og så slog det mig: Tænk, hvis vi mennesker var blot halvt så gode til at omsætte alt vores ”følelsesmæssige affald” til det pure guld. Hvor ville vi være rige. Og lette om hjertet. Og rene i krop og sjæl. Vi ville slet ikke ane, hvad vil skulle stille op med så meget energi.
Men det er langt fra alle, der har en sund og levende kompostbunke. Det ser vi på antallet af lægeordineret psykofarmaka, selvmordsforsøg, og diagnoser.
Så hvordan ser din kompostbunke mon ud? Er den økologisk?
Besøger du den jævnligt og roser dine orm for deres gode arbejde?
Har du få eller mange orm i den?
Eller måske er der blevet hældt pesticider ud over det hele og alle processer er gået i stå. Så hvis man kommer tilbage om 40 år, så er den stadig helt u-omsat. Så går forrådnelsen så langsomt, så for at undgå at mærke stanken, er der blevet lagt låg på. Du forsøger måske at bilde dig ind, at du ikke behøver en kompostbunke. At du er hævet over at være en del af naturens kredsløb. For så pludselig en dag at vågne op fordi du står i lort til halsen. Bogstavelig talt.
Det kan også være at din kompostbunke huser de mikroorganismer, der kan omsætte sorg men ingen af dem, der kan omsætte vrede. Eller omvendt. Måske er der så lidt ilt tilstede i din kompostbunke, at du ikke kan trække vejret. Ormene kan slet ikke gøre deres arbejde. Og så dør de, eller søger hen i naboens bunke. For de vil gerne have ordentlige arbejdsforhold.
Er du klar over, hvad der skal til for at der er et godt flow i omsætningen i din kompostbunke/følelsesliv?
Ved du hvordan du finder ud af det?
Så lad mig give dig et hint. Din kompostbunke ligger i din krop. Og hvis du ikke er opmærksom på din krops signaler, så kender du heller ikke tilstanden i din bunke. Eller rettere, hvis du ikke lægger mærke til din krops signaler såsom hovedpine, ledsmerter, tarmproblemer, trykken for brystet – så kan du godt regne med at din kompost trænger til en gennemgravning med greben, så den kan blive iltet. Du skal tage hånd om dig selv. Og ved du ikke hvordan, eller har du ikke nok orme i din bunke, så vil det være mig en ære, hvis du ringer mig op og spørger om jeg vil være din chef-kompostorm. Jeg har efterhånden en del erfaringer med alverdens kompostbunker. Og hvis du spørger, om jeg ikke er ved at være lidt træt af at vidne folks affald, så er det dét, jeg lever af. Jeg elsker det. Så jeg må vitterlig have meget tilfælles med de artsfæller, jeg hilste på i søndags, på vinterens sidste dag. Nu kommer varmen i marts og gør det hele lidt lettere. En frossen kompost er ikke så nem at snakke med, så jeg byder marts velkommen. Og dig ligeså.
