Der var engang en stemme, der tilhørte en lille pige. Den udtrykte som det mest naturlige i verden alle pigens følelser. Det var dens fornemme opgave. Det var sådan pigen kunne få vand at drikke før hun lærte ordet ”tørstig”. Og sådan hun kunne fortælle sine forældre at hun var overvældet, sulten eller træt. Hendes forældre lærte hurtigt at aflæse hendes behov, fordi stemmen var så dygtig til sit arbejde. Og de syntes, hun var sådan et nemt barn, fordi hendes stemme udtrykte præcis de behov pigen havde, og stemmen havde mange forskellige måder at gøre sig forståelig på.
Som pigen voksede op, lærte hun at bruge forskellige ord i stedet for lyde. Det syntes forældrene var endnu nemmere at forstå. Og så brugte pigen dem. Hun lærte en masse ord og lærte at finde de rigtige ord, der passede til hendes følelser, for det lod til at det var sådan andre mennesker bedst forstod hende.
Stemmen blev lidt bedrøvet, for den syntes det var lidt ensformigt at tale hele tiden.
Så når det blev alt for kedeligt, og pigen var optaget af at tegne, bade, gynge eller andet, pigen godt kunne lide at gøre, så benyttede stemmen sig af det til at synge små melodier. Enten nogle melodier pigen havde lært sig, eller oftest bare nogle stemmen selv fandt på. ”La-la-laaaa, dum-di-daaah”. Melodier behøvede ingen ord. Ord var der nok af til dagligt, syntes stemmen. Det var så befriende selv at finde på, hvad der skulle komme ud af pigens mund. Den kunne godt lide at få pigen til at sige nogle ord, som pigens forældre syntes var grimme. ”Så sgu da osse!” røg det ud af pigen indimellem. Simpelthen fordi stemmen elskede den sætning. Pigen sagde den også stille for sig selv, når hun sad på toilettet og ingen kunne høre hende.
Den kunne finde på at skrige så højt den kunne, når pigen var vred eller bange. Hun fik altid skæld ud bagefter. Også selvom hun forklarede, hvorfor hun havde skreget så højt. ”Det var kun noget baby’er gjorde,” fik hun at vide.
Og pigen ville ikke sammenlignes med en baby. Nu var hun 5 år. Så hun besluttede at hun ikke ville skrige mere. Uanset hvor gal hun blev. Heller ikke selvom det føltes noget så befriende at lade stemmen få vinger. Ja! – det var jo lige netop sådan det føltes, når man gav lyd for fuld hals, tænkte hun.
Det var i starten svært at overholde, men hun blev skældt sådan ud, hvis hun alligevel kom til at lade stemmen flyve højt. Hun følte sig så uelsket, når hun blev skældt ud, så hun lærte det snart.
Stemmen syntes det var kedeligt, at pigen ikke lod den flyve frit længere. Så den måtte finde på noget andet for ikke at kede sig ihjel. Hun fik lov at gå til kor og lærte en masse sange.
Pigen var nu 9 år. En dag sang de en af de sange i skolen til morgensang, som pigen kendte rigtig godt. Hun sang med for fuld hals. Det var som om hendes stemme slet ikke kunne styre sig. Hun lagde slet ikke mærke til at alle andre var holdt op med at synge og bare stod og kiggede på hende. Flere grinede. Bagefter var der en af de større piger, som pigen synes var rigtig sej, der sagde til hende, at når man ikke kan synge rent skal man ikke synge så højt!
Pigen blev helt rød i hovedet og mærkede hvordan skammen fik hende til at krympe sig. Det føltes som havde hun drukket en af Alice i Eventyrlands eliksirer og var blevet så lille som en mus.
Fra den dag af kom hun ikke til kor mere. Hun havde åbenbart ikke fået en god stemme, så det med at synge måtte hun overlade til nogen, der havde det talent.
Stemmen blev så trist og opgivende over at pigen vitterlig troede på at hun ikke kunne synge. Det var jo latterligt. Selvfølgelig kunne hun synge! Det havde hun jo altid gjort. Og hun plejede at blive så glad, når hun sang. Men nu sang pigen kun, når hun var helt alene. Og det var ikke så tit…
På bedste beskub prøvede stemmen at få pigen til at tænke på alle de dejlige sange og melodier hun kendte, men hun sang dem ikke.
Til sidst blev stemmen så opgivende at den lukkede helt ned. Den fik en ru og mørk klang og den udtrykte ikke glæde længere. Når pigen lo, lød det ikke længere som et klokkespil og hun havde fået sådan en irriterende tør hoste.
Som voksen tog pigen engang til en koncert med et kor, der sang så smukt, så smukt. Pigen blev meget rørt og sørgmodig, for hun mærkede pludselig hvor meget hun længtes efter at synge. Men hun vidste godt, det ikke havde gang på jord, for hun kunne jo ikke synge rent.
Bagefter fik pigen en slem halsbetændelse med feber og lå i sengen en uge. Stemmen kunne ikke bære al den længsel, og den blev så vred over at pigen stadig ikke ville lytte til den.
Men en dag skete der noget. Pigen havde en veninde på besøg, der spurgte om hun ikke ville med på en workshop, som handlede om lyd og healing med stemmen. Mig?! udbrød pigen. Du må jo være vanvittig. Jeg kan jo overhovedet ikke synge.
Men det her handler ikke om at synge pænt, svarede veninden roligt. Det er ingen sangkonkurrence. Det handler om at genopdage sin egen stemme, udforske den, og lære hvordan man kan bruge sin stemme til at heale sig selv med. Og på den måde skabe mere glæde og lethed i sit liv.
Men skal vi ikke synge? spurgte pigen skeptisk.
Nja, ikke sådan ”nu-synger-vi-den-her-sang-og-den-skal-lyde-sådan-og-sådan.” Det er mere noget med at lege med stemmen og lytte nysgerrigt til de lyde stemmen selv har lyst til at lave.
Okay! Det lyder syret.
Tja, jeg synes det lyder spændende, sagde veninden. Og dejligt befriende. Vil du ikke nok tage med?
JO!! røg det ud af pigen.
Hun blev helt overrasket, for hun ville have sagt noget andet. Men stemmen kom hende i forkøbet.
Herligt! Tak, sagde veninden og gav hende et knus. Det er jeg glad for.
Den dag de skulle afsted forsøgte pigen at finde på en undskyldning for ikke at tage med. Hvad var det hun havde rodet sig ud i? Men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at svigte sin veninde. Hun følte sig meget nervøs, men det skulle nok gå, når hun var sammen med sin veninde, sagde hun til sig selv.
Nervøsiteten blev dog hurtigt afløst af nysgerrighed. Hvad ville hun mon opleve og hvilken oplevelse ville hun tage med hjem? Der var en let og afslappet stemning i rummet. Og de var jo alle i samme båd. Langt de fleste havde som hun aldrig troet de kunne synge, for det havde nogen fortalt dem i barndommen.
I den første øvelse lavede hun den mindste lyd, hun overhovedet kunne. Hun hørte stemmen i sit hoved fra den større pige i skolen og mærkede skamfølelsen. Men hun hørte alligevel også, at hun faktisk kunne synge. Selvfølgelig! Og hvor var det dog befriende, at der her ikke var nogen der dømte hende, men selv stemte i og sang deres sjæl fri. Koret voksede og alle blev mere og mere modige. Gav los. Gav pokker i alle de stemmer fra fortiden, som havde holdt hendes stemme fanget.
Det skulle være slut nu. Det var slut nu. Hun mærkede, hvordan det føltes som om hun spiste en af Alice i Eventyrlands kager, der fik hende til at vokse. Ekspandere. Pludselig gik det op for hende, at i alle de år havde hun været lille som en mus. Lige siden hun drak skammens eliksir. Skammen, fra den gang der var blevet grinet af hende, havde siddet i hende som en giftbrod alle de år. Og nu var den taget ud. Nu var hun fri. Det var lykkedes. Hun havde sunget sig selv fri. Og hendes stemme var så glad. Pigen fik en glød over sig, hun ikke havde haft meget, meget længe. Og nu lød det igen som om klokker ringlede, når hun lo.
Eventyret er skrevet af Elvirah Svane den 29/7 2021
Kunne du genkende dig selv i pigen?
Kunne du tænke dig at komme med på den workshop, der healede hendes forhold til sin stemme, så det samme kan ske for dig?
Så læs mere her: https://www.facebook.com/events/1186411711785620
