Som katten om den varme grød har jeg fulgt med i debatten, der kører overalt i medierne lige nu. Men ikke været motiveret nok til at give mit besyv med. Ikke, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal mene om det, at kvinder står frem og bryder tabuet om de krænkelser, de bliver udsat for, og heller ikke fordi jeg mangler en personlig beretning at fortælle, men jeg har ikke haft en oprigtig motivation til at bidrage til den meget vigtige og aktuelle #meetoo-kampagne.
Men det, der får mig til tasterne i dag her så sent på aftenen, hvor jeg egentlig burde tænke mere på dyne og tandbørstning, er et tema, som efter min oplevelse har potentiale til at have sin egen hashtag-kampagne med omvendt kønssymbol.
Den mandlige klient, lad os kalde ham Ole, der her sent til eftermiddag havde indfundet sig i min praksis, havde nemlig en rædsels-historie at fortælle fra sit virkelige liv, som kunne holde mig vågen om natten, hvis jeg ikke for længst havde lært hvordan, jeg undgår at tage mine klienters livshistorier med hjem.
En historie, som ikke bare er en historie, men hans skinbarlige, sande livssituation lige nu. Og en historie, som ikke bare er hans fortælling som skilsmisse-far, men en historie, som rigtig mange fædre i større eller mindre grad har oplevet, når familieidyl og børnetegninger bliver skiftet ud med krigserklæring fra ekskonen og daglige skrivelser fra statsamt og advokater.
Oles ekskone har nu valgt at flytte til den helt anden ende af landet med sønnerne på 3 og 6 år. Og for at tilrane sig den fulde forældremyndighed skyer hun ingen midler. Med falske beskyldninger om vold og overfald, og dertil grov manipulation af børnene og retsvæsnet, forsøger hun at kringle det således, at hun får eneret på rollen som forælder i sine børns liv.
Dette er et – desværre – ret klassisk eksempel på hvordan nogle kvinder misbruger deres magt i kraft af deres rolle som mødre. På dette område står kvinderne suverænt stærkest stadigvæk, for der skal meget tunge argumenter til, for at børnene ikke skal have deres nye base hos deres mor. Og når kvinderne smider alle de trumfkort på dommerens bord, hun kan komme på, så ser det sort ud for den far, der sidder med sorteper. Og ”sjovt” nok havner sorteper oftest hos faderen, selvom det er længe siden, at kvinderne ønskede ligeberettigelse og kom ud på arbejdsmarkedet, og mændene begyndte at svinge gulvkluden og skifte bleer derhjemme.
Ole prøver nu at få sit liv til at hænge sammen med kun at se sine børn – og nogle gange er det kun den ene, han får med – hver anden weekend. Og nu var der jo lige efterårsferie, så nu går der så 4 uger…
Det kræver sit, at være vidne til en voksens mands liv, der er ved at gå i opløsning, fordi han savner sine unger. Dag og nat. Det er selvfølgelig et vilkår for alle dem, der bliver skilt, at savne sine børn indimellem, men en skilsmisse burde ikke betyde, at man frygter for overhovedet at få lov at fortsætte med at være deres far. En skilsmisse burde heller ikke betyde, at børnene bliver taget til fange af en indbildsk løvemor, som kun tænker på sine egne behov for at være tæt på sit afkom. Hvor egoistisk er det ikke lige at negligere sine børns behov for at have et tæt bånd til deres far? Børn har brug for at være sammen med alle de kærlige voksne, der vil dem, så de kan gå styrkede og robuste ud i livet. Ikke som voksne gidsler af umodne og uansvarlige kvinder.
En skilsmisse er altid en opløsning af en familie. Men det burde ikke behøve at blive mere tragisk end det allerede er, ved at forældrene bekriger hinanden. Heldigvis formår mange skilsmisseforældre at leve op til det ansvar, de påtog sig ved at sætte børn i verden. Sammen! Og med sårede hjerter formår at sætte børnenes behov for fred og godt samarbejde forældrene imellem højest.
Statsamtet har endnu ikke truffet afgørelse i Oles sag. Men jeg håber, jeg med dette skriv, kan være med til at sætte mere fokus på mødres krænkelser af fædres ret til at være lige så meget fædre, som de vil være mødre.
Del gerne indlægget på facebook eller benyt #daddytoo, hvis du kender en far, som har måttet kæmpe hårdt for at få lov til at være “Far” med stort og kærligt F.
