fbpx

Censurerer du sig selv i dine relationer?

Censurerer du sig selv i dine relationer?
12. september 2019 kontakt@elvirahsvane.dk

Med blussende kinder og hastige skridt er jeg lige kommet hjem fra en impulsiv men meget nødvendig gåtur.

Jeg har netop talt med min veninde, og telefonsamtalen sluttede meget overraskende med et skænderi.

Årsagen til skænderiet var ret central. Jeg var ved at fortælle noget meget sårbart, noget, hvor det ville ligge lige til højrebenet at stille spørgsmålstegn ved det, jeg fortalte, eller fordømme det. Jeg var i tvivl om jeg kunne dele det med hende, men valgte at være modig. For hvis jeg ikke kan det, og hun ikke kan rumme det, hvad får jeg så ud af at være sammen med hende? Men mit mod kostede mig dyrt i dag. Man kan også vælge at se det som en test af vores relation. Som hun så ikke bestod.

For at være helt ærlig, så har jeg måske nok i et stykke tid mærket, at jeg ikke blev ladet så meget op af at være sammen med hende. Men jeg er sådan en der kæmper for at bevare venskaber, fordi jeg synes det er vigtigt. Jeg giver meget af mig selv i alle mine relationer, (nogen gange lige lovlig meget måske) og jeg forventer at blive mødt med nysgerrighed, fordomsfrihed og et forsøg på et forstå mig. Og det gjorde jeg ikke i dag.

 

Relationer er vibrationer

I relationer er det vigtigt at man svinger godt sammen for at de føles givende. Det gør de, når man er på samme bølgelængde. Hvis man ikke er det, så er det ikke så skøn (eller sød) musik, der kan opstå. Men når man så oplever, at man pludselig ikke svinger så godt sammen mere – det kan være man selv har udviklet sig en del eller den anden har – så skal der noget ekstra til for at man kan mødes på samme bølgelængde igen. Forudsætningen er, at den ene går ned i vibration eller anden anden går op. Den der går ned i vibration vil efter samværet føle sig drænet, men det er nødvendigt for at man mødes på det niveau man var på, da man svingede godt sammen.

Samhørighed er lim

Det er meget drænende at gå ned i vibration, skal jeg hilse at sige. Så derfor er jeg stort set holdt op med det. Og det var netop derfor jeg fik en over tuden i dag. For jeg lyttede ikke til den indre stemme, der sagde, at lige dét her skulle jeg nok holde for mig selv.

Normalt er vi ikke bevidste om at det, når vi går ned i vibration. Så vi træffer ikke et bevidst valg om at gøre det ene eller andet, men vi gør det pr automatik for at føle samhørighed. Det kan være samhørighed om at være single, være overvægtige, have et dyrt hus, ikke have nogen penge, have svært ved at få børn, have lavt selvværd… Det kan være alt muligt, men ofte vil der være en smerte, som man deler. Men ikke altid. Så kan man bestyrke hinanden/støtte hinanden i den smerte.

Når du går ned i vibration sker det ved at du ikke står ved dig selv 100 % i relationen. Til gengæld har I noget at tale om. Men I når ikke ned under overfladen. Du føler dig ikke set, hørt og forstået efter I har set hinanden, for der er noget omkring dig selv og dit liv, du har filtreret fra. Noget ved dig, som du intuitivt ved hører til på en anden vibration end den du er på nu. Du tvivler på om den anden kan anden kan rumme din glæde, din sorg, din politiske holdning, at du har tabt dig, at du er blevet gravid, at du tjener kassen, at du ikke er single længere, har været utro, eller at du udvikler din spiritualitet mm. (Fortsæt selv).

Så hvad skaber egentlig limen mellem dig og dem du er sammen med?

Forskelligheder kan være en styrke

Jeg har en del venner som er meget forskellige fra mig selv. Jeg har mandevenner, jeg har venner der er yngre end mig, ældre end mig, venner der er singler, venner uden børn. Og for mig er det ikke så afgørende. Det, der er alt-afgørende for mig i en gode relationer er, at jeg føler, jeg kan være mig selv. UDEN at censurere mig selv. Dvs uden at skulle gå ned i vibration. Derfor fortæller jeg ret bramfrit om mig selv, mine kriser, min opture og nedture til de mennesker, der er tæt på mig. Noget, der har været det sværeste for mig er at stå ved, er min spirituelle side.

Jeg har venner, for hvem engle og reinkarnation ikke er en del af deres verdensbillede. Men som alligevel respekterer mig og lytter uden at blive trigget og virke fordømmende. Som måske nok undrer sig, men på en nysgerrig måde.

Og det er i sandhed berigende når forskellige verdensbilleder kan rummes og respekteres og man lærer noget nyt. Som vi gør, når vi rejser ud i verden og møder andre kulturer og folkeslag.

Selvfølgelig – tænker du måske. Men det er ikke nogen selvfølge. Det er faktisk ret svært at være åben, rummelig og fordomsfri overfor hvordan andre eksempelvis forvalter deres parforhold eller børneopdragelse. Efter i dag må jeg nok sande, at jeg har en veninde mindre, end jeg var klar over. Sådan må det være. Så kan der blive plads til en, som kan tage mig som jeg er. Hvor jeg ikke skal censurere mig selv og vælge ud, hvilke ting jeg deler.

 

Censurerer du dig selv?

Har du relationer i dit liv, der dræner dig?

Hvor mange mennesker i dit liv, kan du være hudløst ærlig over for?

Har du en partner, der fordømmer sider af dig?

Hemmeligholder du sider af din seksualitet for din partner af frygt for at blive fordømt?

Vi censurerer alle sammen os selv i et eller andet omfang. Og på sin vis er det også sundt. Det er en socialiserings-mekanisme. At vi filtrerer hvem vi deler hvad med. Men min kæphest er blot, at hvis vi forestiller os os selv som solen i vores eget solsystem, så skal de planeter, vi vælger at have allernærmest være nogen vi kan være sårbare over for. Nogen vi ikke skjuler sider af os selv over for. Og der er vores partner selvfølgelig allervigtigst!

Jo mere vi tilpasser os – det er jo i virkeligheden det, censur er – jo mindre vil vi mærke følelsen af at være elsket som dem vi er. Så på den måde er det ikke en sund mekanisme. Det er en overlevelsesmekanisme, for vi lærte det som barn af vores forældre. Deres evne (eller mangel på samme) til at elske os på trods af vores mindre flatterende sider, er det der gør, at vi som voksne stadig har en idé om at der er sider af os, som vi er nødt til at skjule. For at blive elsket. Men sandheden er, at det er der ikke! Du er ikke nødt til at censurere dig selv for at blive elsket. Du er elskelig præcis som du er, men så længe du ikke selv føler, at det er sandt, vil du fortsætte mønsteret.

 

Vil du gerne leve et (kærligheds)liv hvor du føler dig elsket som den du er?

Så er du kommet til den rette. Det er netop mit speciale at hele utrygge tilknytningsmønstre, så du kan stå stærkt i dig selv, i din oprindelige, medfødte trygge tilknytning, og møde verden ud fra en grundopfattelse af at du er værd at elske.