fbpx

At kæmpe er at leve

At kæmpe er at leve
8. marts 2020 kontakt@elvirahsvane.dk

På denne internationale kamp-dag, fik jeg lyst til at skrive lidt til dig om det her tema med… at kæmpe.

Måske kender du det her citat: Be kind, always, everybody is fighting a battle you know nothing about.

Og det er så sandt. Vi mennesker kæmper mod enormt mange ting – både i den ydre verden – men i særdeleshed også den indre. Det kunne være at kæmpe mod følelsen af mindreværd, følelsen af ensomhed, følelsen af mistillid til mennesker, vi gerne vil kunne stole på, eller livet helt generelt… Følelsen af ikke at blive accepteret, inkluderet, eller elsket som dem vi er uden at behøve at ændre os.

Som barn kæmpede jeg med følelsen af frygt. Der var altid dårlig stemning i mit barndomshjem, og ikke at vide hvornår næste uvejr brød frem og hvad der kunne udløse det, var … ja ret utrygt.

Som ung kæmpede jeg med gigantisk mindreværd. Følelsen af ikke at være noget værd, følelsen af at være ikke bare lidt anderledes end alle andre, men som om jeg kom fra en anden planet, har virkelig være toneangivende – og hæmmende. Og det gav mig også en følelse af ensomhed at kæmpe med.

I første del af mine tyverne kæmpede jeg med at blive gravid.

I de sidste 5 år har jeg kæmpet med at kunne leve af at bruge mine terapeutiske evner.

Hvornår er jeg færdig med at kæmpe, spørger jeg i de svære stunder mig selv. Men sandheden er, at det bliver jeg forhåbentlig aldrig. Ikke så længe jeg lever.

Der er mange i den her selvudviklings-verden, der mener, at vi skal holde op med at kæmpe. Så løser det hele sig af sig selv. Så kan vi manifestere alt det, vi ønsker. Og det kan måske godt være til dels rigtigt. Det vil jeg ikke afvise. Men:

At kæmpe mener jeg er et grund-vilkår for os mennesker. Det kan indimellem se ud som om visse mennesker ikke har noget at kæmpe med. Og nogen har vitterlig mere end andre, men vi har alle sammen noget kampe, vi kæmper. Forhåbentlig, tænker jeg.

Hvilke kampe og hvor mange er ikke det afgørende. Det afgørende er, at vi ikke giver op. Vi må gerne tage en puste-runde en gang imellem. Vi må gerne kapitulere. Nogen gange er det det, der skal til. Så lærer vi også noget om vores egne styrke og vores egne grænser. Vi lærer at vi ikke skal leve et helt liv i overhalingsbanen. At det er ok at gøre tingene halvt en gang i mellem. At bede om hjælp. Det er også meget vigtige livs-lektier.

Men “Kæmp” er en medfødt overlevelses-impuls. Og hvis den er in-aktiv fordi vi på forhånd har opgivet, så har vi også på forhånd tabt.

Ofte har jeg klinter i min klinik, som uden at være klar over det faktisk har opgivet. Når de kommer til mig er det ofte kærligheden, det handler om. De kommer ikke op af sofaen. Der er gået hverdags trummerum i den. De længes efter at føle sig levende, længes efter forandring. Men handler ikke på det. De udskyder fx at indføre nye vaner. At tage action på at gøre nogle af de ting, de egentlig har lyst til.

Og hvornår er det så, at vi ud fra et biologisk perspektiv opgiver at kæmpe? Vi opgiver, når vi står over for en situation, som vi instinktivt godt ved, vi ikke kan vinde over. Når vores fysiske kræfter ikke rækker. Når vi helt åbenlyst er “den lille”. Og det er jo alligevel ret smart. En myre skal ikke tage kampen op mod myreslugeren. Den skal flygte i stedet.

Når vi er børn, er vi af naturlige årsager “den lille”. Så er der utrolig mange kampe, vi ikke kæmper. Fordi vi godt ved at der er en omkostning ved at tage en kamp op, som vi med sikkerhed taber. Det kan være vi pådrager os selv en lussing. En stue-arrest. Eller en overfusning af den anden verden. Eller blive frosset ude. Og så er det lettere at tie stille. Rette ind. Gøre whatever it takes. Og det gør børn.

Hvis du er vokset op i et hjem, hvor du ofte måtte “bide ting i dig”, undertrykke impuls til at stå op for dig selv, strække dig længere end du havde lyst til, så har du i mange år måtte lægge låg på denne naturlige overlevelses-impuls “kæmp” og er blevet god til at anvende en af de to andre: “flygt” eller “frys”. Og denne frys-tilstand er den vi er i, når vores “kæmp” – impuls er deaktiveret.

Og hvad er der så egentlig galt i at den er deaktiveret?

At leve et liv i freeze-tilstanden er et liv i overlevelses-tilstand. Der er lukket ned for din livs-energi. Man kunne så også indvende, at når du kæmper, er det også et liv i en overlevelses-tilstand, men når du kæmper, har du adgang til dine ressourcer. Du kan trække på hele din livsenergi. Du kan mærke dig selv og din styrke. Og nogle af kampene vil du helt sikkert også vinde.

Men det antager dit nerve-system at du ikke kan, det gentager den overlevelses-mekanisme helt automatisk, som du gjorde brug af da du var barn. For den virkede jo dengang.

Så hvordan “optør” man sin freeze tilstand? Hvordan kommer man ud af den bagvedliggende traume-energi?

Det kan være ufattelig svært at gøre selv. For det handler jo på et ubevidst plan om overlevelse, alt det her. Og det mener din reptil hjerne at den ved allerbedst, præcis hvordan du skal gebærde dig for at overleve. Det monopol afgiver den ikke så let.

 

Så må jeg her afslutnings-vis på denne 8. marts invitere dig til at reflektere over hvilke kampe du kæmper – og tidligere har kæmpet i dit liv – og hvilke du burde kæmpe?

Har du brug for et lille skub, så tager jeg gerne en sving-om med din reptil-hjerne og hjælper dig med at få aktiveret dine naturlige overlevelses-impulser. Så du får energi til at gøre det, der skal til, for at du kan leve det liv, der nærer dig på alle planer.

 

Med fighter-ånd og et kærligt skub

Elvirah Svane